Før Julie rejste ud i "outback"en, sendte hun dette indlæg:
4. Eller hvad det nu er
Vi kender alle sammen følelsen af at det er tid at komme videre, lave noget andet og se noget nyt. Et opkald fra en man ved navn Russel gjorde dette muligt for mig. Han tilbød mig nemlig jobbet, jeg tog til Australien for at finde. Et job som jillaroo på en caattlestation så stor, det ikke er til at forstå! Næsten dobbelt så stor som Fyn. 1.4 mio acres, 5600 km2
Jeg kommer til at bo i camp og arbejde med 7 andre unge mennesker. Hvor de er fra, og hvem de er, ved jeg ikke endnu. Men med dem skal jeg 'camp out' indtil november, hvor regnen virkelig begynder at blive heftig. Dette er under forhold, der hedder: ingen mobildækning, ingen internet og intet toilet (dog bad, men om vandet er varmt, ved jeg ikke endnu)
Farmen er i nærheden af Normanton, QLD, Australien, hvor det bliver godt varmt til sommer. Og vådt!
Vi ses i november!
fredag den 19. august 2011
tirsdag den 5. juli 2011
Skaev tur i ambulance
3. Skaev tur i ambulance
Foer jeg tog afsted, var jeg ikke i tvivl om at der var en masse ting jeg vill proeve, som jeg aldrig havde proevet foer. En tur i ambulance havde jeg bare ikke regnet med som een af dem
Oscar og jeg var paa en hyggelig ridetur omkring paa grunden. Vi skridtede bare og tog det meget roligt. Saa vidt jeg husker, sprang Oscar pludselig over en meget farlig udseende vandpyt paa jorden, og faldt derefter over hvem-ved-hvad. Han landede ovenpaa mig, og selvom jeg ikke helt kan huske hvad der skete, maa han havde sparket mig i hovedet da han proeve at komme op og traedt mig paa skulderen. Hvad jeg kan huske er, at det tig mig lidt tid at komme op. Jeg ved ikk om jeg har vaeret bevidstloes. Det lykkedes mig at tjekke Oscars ben, springe pa ryggen af ham igen og ride ham tilbage til huset, soerge for at nogen tog sig af ham, ringe til arbejdsgiver og soerge for ambulance, ringe til mor og soerge for papirer paa forsikring og det hele var klar og gaa en rundte med den anden arbejder paa stedet for at vaere sikker paa han havde styr paa alt. Alt dette foer jeg endelig satte mig ned. Hurra for adrenalin!
Da jeg endelig laa i ambulancen kunne jeg knap bevaege mig. Til dels pga smerter men ogsaa fordi jeg var fuldstaendig vaek paa mirakuloes smertestillende. Den gjorde mig saa godt, at jeg da lige kunne tjekke fb paa vej til Sarina hospital, nu jeg alligevel bare laa der og ventede
Paa Sarina hospital tilbragte jeg en tre-fire timer paa at svare paa de samme sporgsmaal, snakke med familien og venner baade i Danmark og Australien, vare utrolig svimmel og kvalm og pisse i en kop. Det er fandme svaert at styre naar begge arme er skadede og du er svimmel som bare fanden.
Videre til Mackay i en anden ambulance, denne gang havde jeg selvskab bestaaende af soed ung ambulancefyr siddende ved siden af min seng. Paa Mackay hospital fik jeg roengtenfotograferet kindben og den ene arm. Intet braekket (hvilket er usansynligt heldigt), men hjernerystelse og ingen arbejde for mig i de naeste dage. Bum.
Foer jeg tog afsted, var jeg ikke i tvivl om at der var en masse ting jeg vill proeve, som jeg aldrig havde proevet foer. En tur i ambulance havde jeg bare ikke regnet med som een af dem
Oscar og jeg var paa en hyggelig ridetur omkring paa grunden. Vi skridtede bare og tog det meget roligt. Saa vidt jeg husker, sprang Oscar pludselig over en meget farlig udseende vandpyt paa jorden, og faldt derefter over hvem-ved-hvad. Han landede ovenpaa mig, og selvom jeg ikke helt kan huske hvad der skete, maa han havde sparket mig i hovedet da han proeve at komme op og traedt mig paa skulderen. Hvad jeg kan huske er, at det tig mig lidt tid at komme op. Jeg ved ikk om jeg har vaeret bevidstloes. Det lykkedes mig at tjekke Oscars ben, springe pa ryggen af ham igen og ride ham tilbage til huset, soerge for at nogen tog sig af ham, ringe til arbejdsgiver og soerge for ambulance, ringe til mor og soerge for papirer paa forsikring og det hele var klar og gaa en rundte med den anden arbejder paa stedet for at vaere sikker paa han havde styr paa alt. Alt dette foer jeg endelig satte mig ned. Hurra for adrenalin!
Da jeg endelig laa i ambulancen kunne jeg knap bevaege mig. Til dels pga smerter men ogsaa fordi jeg var fuldstaendig vaek paa mirakuloes smertestillende. Den gjorde mig saa godt, at jeg da lige kunne tjekke fb paa vej til Sarina hospital, nu jeg alligevel bare laa der og ventede
Paa Sarina hospital tilbragte jeg en tre-fire timer paa at svare paa de samme sporgsmaal, snakke med familien og venner baade i Danmark og Australien, vare utrolig svimmel og kvalm og pisse i en kop. Det er fandme svaert at styre naar begge arme er skadede og du er svimmel som bare fanden.
Videre til Mackay i en anden ambulance, denne gang havde jeg selvskab bestaaende af soed ung ambulancefyr siddende ved siden af min seng. Paa Mackay hospital fik jeg roengtenfotograferet kindben og den ene arm. Intet braekket (hvilket er usansynligt heldigt), men hjernerystelse og ingen arbejde for mig i de naeste dage. Bum.
 |
| Oscar |
Min australske to-do liste
2.
Min australske to-do liste
- Komme paa af af samtlige fly uden panik (tjek)
- Komme frem til farm i god behold (tjek)
- Skabe en masse nye bekendtskaber og kontakter (man bliver aldrig faerdig)
- Opleve Mackay nightlife (tjek, ikke fordi det er det vilde. Det er ligesom at gaa i byen i Kolding)
- Besoege 'Airlie Beach'
- Opleve 'Great Barrier Reef', ifoert dykkerudstyr
- Besoege 'Autralien Zoo', og chatte med Irwin-familien
- Finde arbejde i NSW eller VIC
- Opleve Sydney
Min australske to-do liste
- Komme paa af af samtlige fly uden panik (tjek)
- Komme frem til farm i god behold (tjek)
- Skabe en masse nye bekendtskaber og kontakter (man bliver aldrig faerdig)
- Opleve Mackay nightlife (tjek, ikke fordi det er det vilde. Det er ligesom at gaa i byen i Kolding)
- Besoege 'Airlie Beach'
- Opleve 'Great Barrier Reef', ifoert dykkerudstyr
- Besoege 'Autralien Zoo', og chatte med Irwin-familien
- Finde arbejde i NSW eller VIC
- Opleve Sydney
- Kigge paa de der 'Blue mountains'
- Opleve Melbourne
- Tjekke NZ ud
- Komme hjem i god behold
- Udforske Australien uden een eneste gang at komme til skade (FAILED)
- Opleve Melbourne
- Tjekke NZ ud
- Komme hjem i god behold
- Udforske Australien uden een eneste gang at komme til skade (FAILED)
 |
| Når man er sluppet MEGET heldigt fra et styrt med en hest |
Laid back
Jeg maa hellere komme igang, jeg skal nok sende flere. Jeg skal bare lige tage mig sammen
1.
Laid back
Jeg har nu vaeret i Australien i 2 maaneder, og har endelig mulighed for at skrive lidt om livet hernede. Indtil nu har jeg ikke haft tiden paa min side. Der har vaeret for meget andet at lave end at sidde foran skaermen. Det er staidg meget andet at lave.
Min mor, ivrig blogforfatter som hun jo er, har lovet at holde liv i bloggen med billeder og til tider indlaeg fra min side.
Tiden i Australien har vaeret utrolig afslappet indtil nu. Jeg bor paa en fin lille farm og traener heste. Jobbet betales med kost og logi. Daarlig loen vil nogle nok sige, jeg kalder det at goere det for oplevelsens skyld. Taenk at faa lov til at lave, hvad du elsker allermest hver dag, og endda faa lov til at bo og spise gratis paa stedet. Det er sgu da luksus. Saadan ser jeg ihvertfald paa det.
Da jeg ikkie rigtig havde nogle forventninger til Australien, er jeg blevet glaedeligt overrasket paa alle punkter. Men een ting isaer er jeg helt tosset med: imoedekommenhed. De australiere jeg indtil videre har moedt, er de mest nede-paa-jorden, afslappede, venlige og imoedekommende mennesker jeg hidtil er stoedt paa. Hele "no worries" atituden. Og saa er det ikke kun paa fillm man faar hele "G'day mate, how's it going", "no worries mate" og "all good" scenariet serveret. Nej nej, den er god nok. Du hoerer det hele tiden. Det er fantastisk afslappende. Det gjorde min foerste uge i Australien til en af de bedste uger overhovedet. Jeg brugte 6 dage paa et backpacker hostel i byen Mackay, og paa trods af jetlag og luftsyge, var det nogle fantastiske dage med masser af nye venner.
Jeg kunne godt vaenne mig til det der Australien, saadan permanent.
1.
Laid back
Jeg har nu vaeret i Australien i 2 maaneder, og har endelig mulighed for at skrive lidt om livet hernede. Indtil nu har jeg ikke haft tiden paa min side. Der har vaeret for meget andet at lave end at sidde foran skaermen. Det er staidg meget andet at lave.
Min mor, ivrig blogforfatter som hun jo er, har lovet at holde liv i bloggen med billeder og til tider indlaeg fra min side.
Tiden i Australien har vaeret utrolig afslappet indtil nu. Jeg bor paa en fin lille farm og traener heste. Jobbet betales med kost og logi. Daarlig loen vil nogle nok sige, jeg kalder det at goere det for oplevelsens skyld. Taenk at faa lov til at lave, hvad du elsker allermest hver dag, og endda faa lov til at bo og spise gratis paa stedet. Det er sgu da luksus. Saadan ser jeg ihvertfald paa det.
Da jeg ikkie rigtig havde nogle forventninger til Australien, er jeg blevet glaedeligt overrasket paa alle punkter. Men een ting isaer er jeg helt tosset med: imoedekommenhed. De australiere jeg indtil videre har moedt, er de mest nede-paa-jorden, afslappede, venlige og imoedekommende mennesker jeg hidtil er stoedt paa. Hele "no worries" atituden. Og saa er det ikke kun paa fillm man faar hele "G'day mate, how's it going", "no worries mate" og "all good" scenariet serveret. Nej nej, den er god nok. Du hoerer det hele tiden. Det er fantastisk afslappende. Det gjorde min foerste uge i Australien til en af de bedste uger overhovedet. Jeg brugte 6 dage paa et backpacker hostel i byen Mackay, og paa trods af jetlag og luftsyge, var det nogle fantastiske dage med masser af nye venner.
Jeg kunne godt vaenne mig til det der Australien, saadan permanent.
mandag den 27. juni 2011
Ordentligt fodtøj...
.er vigtigt. Derfor var Julie ret hurtigt i byen for at købe støvler. Sådan et par ville jeg også gerne have fingre i.
Julie skriver på sin Facebook side, at dette skønne sted er der hun søger hen og "mediterer" og spiller lidt musik. Det kunne man vist sagtens forfalde til.
Her følger lidt billeder af, med Julies ord. "Et smukt lille sted i skoven"
Julie har badet i søen og hesten Squeek stod pænt og ventede på hende.
Så går turen hjemad igen
Selvfølgelig i venstre side af vejen
mandag den 13. juni 2011
Nu skal vi have gang i den her blog.
Ja, altså nu skal der ske noget her, derfor har Julie inviteret mig - hendes mor - til at skrive lidt her. Sagen er, at der hvor Julie er skal man bruge en pc'er med indbygget satelit for at komme på nettet, og det er der altså ikke i den hun har medbragt fra lille Danmark. Godtnok er det ikke ligefrem ude i bushen, men det er altså lidt mere "udkants" end Nordfyn.
Derfor kommer det til at foregå på den måde at Julie sender mails hjem til mig, som jeg så fylder på her.
Jeg vil i den kommende tid fylde nogle flere billeder på, men I skal ikke snydes i dag:
Derfor kommer det til at foregå på den måde at Julie sender mails hjem til mig, som jeg så fylder på her.
Jeg vil i den kommende tid fylde nogle flere billeder på, men I skal ikke snydes i dag:
 |
| Julie med "havedammen" i baggrunden |
 |
| Yndlingshesten Oscar |
 |
| Julies farm |
 |
| Udsigt fra farmen |
 |
| Og til sidst en solnedgang |
Abonner på:
Opslag (Atom)