Foer jeg tog afsted, var jeg ikke i tvivl om at der var en masse ting jeg vill proeve, som jeg aldrig havde proevet foer. En tur i ambulance havde jeg bare ikke regnet med som een af dem
Oscar og jeg var paa en hyggelig ridetur omkring paa grunden. Vi skridtede bare og tog det meget roligt. Saa vidt jeg husker, sprang Oscar pludselig over en meget farlig udseende vandpyt paa jorden, og faldt derefter over hvem-ved-hvad. Han landede ovenpaa mig, og selvom jeg ikke helt kan huske hvad der skete, maa han havde sparket mig i hovedet da han proeve at komme op og traedt mig paa skulderen. Hvad jeg kan huske er, at det tig mig lidt tid at komme op. Jeg ved ikk om jeg har vaeret bevidstloes. Det lykkedes mig at tjekke Oscars ben, springe pa ryggen af ham igen og ride ham tilbage til huset, soerge for at nogen tog sig af ham, ringe til arbejdsgiver og soerge for ambulance, ringe til mor og soerge for papirer paa forsikring og det hele var klar og gaa en rundte med den anden arbejder paa stedet for at vaere sikker paa han havde styr paa alt. Alt dette foer jeg endelig satte mig ned. Hurra for adrenalin!
Da jeg endelig laa i ambulancen kunne jeg knap bevaege mig. Til dels pga smerter men ogsaa fordi jeg var fuldstaendig vaek paa mirakuloes smertestillende. Den gjorde mig saa godt, at jeg da lige kunne tjekke fb paa vej til Sarina hospital, nu jeg alligevel bare laa der og ventede
Paa Sarina hospital tilbragte jeg en tre-fire timer paa at svare paa de samme sporgsmaal, snakke med familien og venner baade i Danmark og Australien, vare utrolig svimmel og kvalm og pisse i en kop. Det er fandme svaert at styre naar begge arme er skadede og du er svimmel som bare fanden.
Videre til Mackay i en anden ambulance, denne gang havde jeg selvskab bestaaende af soed ung ambulancefyr siddende ved siden af min seng. Paa Mackay hospital fik jeg roengtenfotograferet kindben og den ene arm. Intet braekket (hvilket er usansynligt heldigt), men hjernerystelse og ingen arbejde for mig i de naeste dage. Bum.
 |
| Oscar |
